Nanovand - naonoteknologi omkring vand Naturvidenskab for alle udgives af Fysiklærerforeningen Nanovand - naonoteknologi omkring vand

 

Eksperimenter med udgangspunkt i
Nanovand – nanoteknologi omkring vand. Naturvidenskab for alle, 3. årgang, Nr. 1/2009

Eksperiment nr. 17 - Sæbehinder i hvidt og monokromatisk lys

Materialer: 250 mL bægerglas, 500 mL bægerglas, 2 mm kobbertråd, sæbebobleopløsning, natriumlampe eller laserpointer og spredelinse.

Når en sæbehinde holdes lodret, vil sæbehinden på grund af tyngdekraftens træk i vandet langsomt blive kileformet; tyndest foroven og tykkest forneden. Efterhånden som tykkelsen ændres, vil interferensfarverne flytte sig. Interferensfarverne ses bedst ved indirekte belysning og iagttagelse ved 45 graders udfaldsvinkel. Baggrunden bag sæbefilmen bør være mørk.

Lyset fra en natriumlampe og en laser er monokromatisk, dvs. det har kun én bølgelængde. Det gule lys fra natriumlampen har en bølgelængde på 589 nm. Det røde lys fra en He-Ne-laser har en bølgelængde på 632,8 nm.

Sæbehinde i bægerglasBøj en kobbertråd til den viste form. Ringen skal have en diameter på mindst 5 cm, gerne mere.

Hæld sæbeopløsning op i det lille bægerglas. Hæld lidt vand i det store bægerglas, og gør hele indersiden fugtig. Hæld derefter vandet ud. Dyp kobberringen i sæbeopløsningen, og sæt den derefter på et bord ved vinduet, helst med en mørk baggrund. Sæt det store glas ovenover.

Brug sæbeoverfladen som et spejl, der reflekterer himlen. Hvad ses på sæbeoverfladen? Tag et foto. Hvad er formålet med det store bægerglas? Og hvorfor skal det have en fugtig inderside?

Tænd for en natriumlampe, og lys ind på sæbefladen, eller brug en laserpointer og sæt en kraftig spredelinse ind i strålen, så sæbeoverfladen belyses over et større areal. Hvad ses nu på sæbeoverfladen? Tag et foto. Forklar det observerede ved hjælp af begreberne konstruktiv og destruktiv interferens.