NANO Science Fysik og biologi mødes

Cantion A/S

Cantion A/S blev etableret i 2001 på en ide udviklet på MIC – institut for mikro- og nanoteknologi. Ideen går ud på at benytte de såkaldte bioprober med piezoresistiv udlæsning til hurtig og markørfri detektion af specifikke molekyler. Et sådant sensorsystem har mulige anvendelser inden for human diagnostik, fødevarekontrol, vandkontrol og sporing af sprængstoffer.

Cantion A/S udvikler og fremstiller de små bjælkebaserede sensorer i silicium. Sensorne ætses ud lag for lag i en siliciumskive, der er cirka 0,5 mm tyk. På en siliciumskive med en diameter på 10 cm kan der være flere hundrede sensorer.

Cantion A/S bruger meget energi på at optimere sensoren, så følsomheden kan blive så høj som overhovedet muligt. Man kan sige, at den oprindelige ide og den første demonstrationsmodel blev udviklet på MIC, hvorefter den egentlige produktmodning nu foregår i Cantion A/S. I produktmodningen er det vigtigt at udvikle en sikker og robust femstillingsmetode samtidig med at sensorens design optimeres. I denne optimering er det essentielt at optimere signal/støj forholdet.

Hver enkelt sensor bliver monteret på et keramisk substrat, således at brugeren nemt kan håndtere sensoren og få elektrisk kontakt til den. Den færdigmonterede sensor placeres i en såkaldt C-boks, der måler de elektriske signaler fra fire bjælker samtidigt. Ved at registrere ubøjningen af fire bjælker er det muligt at undersøge fire forskellige reaktioner parallelt.

Bjælkerne sidder kun et hårs bredde fra hinanden og det er derfor en udfordring at få de små bjælker belagt med forskellige detektorlag, der kan genkende forskellige molekyler. Derfor har Cantion A/S udviklet et apparat, CantiSpot, der kan ’spotte’ en lille dråbe væske på en enkelt bjælke. Hermed er det muligt at coate i princippet hundredvis af bjælker med forskellige væsker, indeholdende for eksempel forskellige DNA strenge. Cantion er for øjeblikket i gang med at sende de første produkter på markedet og henvender sig i første omgang primært til forskere.