Er der liv i andre solsystemer?

Hovedmenu
Opgaver
Download
Links
Kolofon
Indledning
Civilisationer
Budskab
Jordlignende
Fra Mars

Kommer vi fra Mars?

Meteoritter fra Mars

I 1996 konkluderede en gruppe forskere, at en bestemt meteorit, ALH84001, var et 4,57 milliarder år gammelt stykke af Mars overflade. Mars havde altså formentlig en fast overflade meget tidligere end Jorden. Formentlig havde den derfor også en atmosfære og oceaner – de fysiske betingelser for liv – meget tidligere end Jorden.

Hvis livet opstår, så snart de rigtige fysiske betingelser er til stede, kan det være opstået på Mars måske en halv milliard år tidligere end på Jorden. Kunne det have spredt sig til en endnu steril Jord, så vi er efterkommere af de første Marsorganismer?

I en sprække dybt inde i ALH84001 fandt forskerne mineraler og strukturer, som de mente kunne være spor af levende organismer. Sporene havde afsat sig i stenen for 3,8 milliarder år siden, mens stenen stadig var en del af Mars overflade, og vand var sivet gennem dens sprækker.

I en yngre meteorsten fra Mars, EETA79001, havde forskere tidligere fundet kulstof med det samme karakteristiske isotopforhold, som dannes af fotosyntetiserende organismer. Det er det samme fingeraftryk, der danner argumentet for, at Jordens ældste liv er 3,8 milliarder år.

EETA79001

EETA79001

To Mars–meteoritter udviser tegn, der kan tolkes som, at der engang har været liv på Mars. EETA79001 viser kulstof af samme isotopforhold, som skabes af fotosyntetiserende organismer på Jorden. ALH84001 indeholder mineraler i en kemisk uligevægt, der minder om den, som bakterier på Jorden skaber.

Forskerne er stadig uenige om, hvorvidt de to Mars-meteoritter betyder, at der engang var liv på Mars, men de er enige om, at stenene er stykker af Mars. Det er bemærkelsesværdigt at meteornedslag kan være så voldsomme, at de blæser en del af Mars-overfladen helt ud i rummet, men samtidig undgår at ødelægge de sten, der blæses ud.

EETA79001 har aldrig været varmere end 100 grader, og nogle af Marsmeteoritterne indeholder små glasperler, der indeslutter luft. Denne luft er identisk med atmosfæren på Mars, som den er blevet målt af rumsonder – samme grundstofsammensætning og samme isotopsammensætning. Det er et af hovedargumenterne for, at stenene faktisk er fra Mars. Der findes også månemeteoritter, og en dag vil vi måske finde stykker af den allerførste jordskorpe, som meteoritter på Månens overflade.