DNA-test - hvor sikker er metoden?

En klassisk DNA-test går kort fortalt ud på at bestemme længderne af udvalgte DNA-sekvenser på kromosomerne.

Typisk bestemmes 8 sådanne fragmentlængder, og disse 8 tal udgør en persons DNA-profi l. Hver af fragmentlængderne varierer i et vist omfang fra person til person, og DNA-profi len giver således en karakteristik af personen.

Ved opklaringen af mord og voldtægtssager sammenlignes DNA-profi len fra et spor, fx en blodplet, en sædplet eller et hår fra gerningsstedet, med den DNA-profi l, man fi nder hos eventuelle mistænkte.

Der er imidlertid en vis måleusikkerhed ved bestemmelsen af en fragmentlængde, idet to målinger af samme DNA-sekvens ikke altid giver samme resultat. For at kunne bruge metoden i kriminalsager er man derfor nødt til at vælge, hvor meget to fragmentlængder må afvige fra hinanden, for at man vil sige, at der er overensstemmelse mellem fragmentlængderne. Valget af denne maksimale afvigelse, som vi vil kalde acceptgrænsen, har betydning for sandsynligheden for at lave hver af de to typer fejlkonklusioner, som man kan komme til at lave:

• at frikende den skyldige
• at anklage en uskyldig

En relativ lav acceptgrænse vil give en relativ stor sandsynlighed for at frikende den skyldige, men en relativ lille sandsynlighed for at anklage en uskyldig. Omvendt med en relativ høj acceptgrænse.

For hvert par af målinger (L1, L2) af fragmentlængder svarende til samme DNA-sekvens afsættes punktet .

Da metoden skulle tages i brug i Danmark i begyndelsen af 90´erne, blev der indsamlet to store statistiske materialer, som blev brugt til at beregne sandsynlighederne for at lave fejlkonklusioner. Det ene skulle belyse måleusikkerheden og det andet hvor meget fragmentlængderne varierede fra person til person.

For at vurdere måleusikkerheden blev 1.000 DNA-sekvenser hver målt to gange. Fragmentlængderne blev angivet i mm og kunne ligge mellem 40 mm og 180 mm. Differenserne mellem to sammenhørende fragmentlængder fra samme person havde en middelværdi på 0 og en spredning på 0,77.

Normalfordelingen med en middelværdi på 0 og en spredning på 0,77 giver en god beskrivelse af fordelingen af differenserne, hvilket ses ved at sammenligne normalfordelingskurven med et histogram over differenserne. Desuden var der ikke tegn på fx større måleusikkerhed på lange fragmenter. Dette har den praktiske betydning, at det er muligt at vælge en acceptgrænse, der er uafhængig af fragmentlængden.

Man kan nu beregne konsekvensen af at vælge en acceptgrænse på fx 3 mm. At spor og mistænkt har samme DNA-profi l betyder så, at alle 8 par af sammenhørende fragmentlængder ikke afviger mere end 3 mm. Ved brug af normalfordelingen får man en sandsynlighed på 0,9999 for overensstemmelse mellem to sammenhørende fragmentlængder fra samme person. En skyldig udelukkes, hvis mindst én af otte fragmentlængder er forskellig fra sporets tilsvarende fragmentlængde, og sandsynligheden for dette er lig med 1 - 0,9999⁸, som er cirka 0,0008. Det vil sige, at 8 ud af 10.000 skyldige ville blive frikendt ved en acceptgrænse på 3 mm, hvis beslutningen udelukkende var baseret på DNA-testen.

Ved at tage hensyn til, hvor meget fragmentlængderne varierer fra person til person, kan man vise, at sandsynligheden for at en uskyldig har samme DNA-profi l som sporet, er mindre end 0,00001, eller sagt på en anden måde: ud af 100.000 tilfældigt valgte personer vil der højst være én, der har samme DNA-profi l som sporet. Når man skal vurdere størrelsen af denne sandsynlighed, kan man i hvert fald sige, at hvis man tænkte, at DNA-profi ler for samtlige voksne danske mænd blev sammenlignet med sporet, ville man godt kunne fi nde adskillige der passede; men hvis man kun leder blandt en gruppe mistænkte, fx dem der bor eller har været i nærheden af gerningsstedet, vil det være meget usandsynligt at fi nde andre end den skyldige med samme DNA-profi l som sporet.

I forbindelse med de første retssager, hvor en DNA-test indgik som bevismateriale, var der stor uenighed, både i og uden for retssalen, om, hvorvidt man skulle lægge vægt på denne test. Modstanden skyldtes naturligvis især risikoen for at komme til at dømme en uskyldig. Det blev dog hurtigt ret almindeligt at bruge DNA-analyserne, når man samtidig havde andre indicier. Der var desuden en række sager, hvor DNA-profi ler kunne udelukke en række mistænkte og her var der ikke så stor betænkelighed ved at benytte testene. Medvirkende til at omvende en del skeptikere har sikkert også været, at man ved at undersøge gamle sager ved hjælp af DNA-analyser opdagede fl ere tilfælde, hvor den dømte sandsynligvis var uskyldig, og både i Danmark og udlandet genoptages nu op til 30 år gamle sager.

Første gang, en DNA-test indgik som det eneste tekniske bevis, var i forbindelse med en sag i 1998, hvor den 10-årige Susan var blevet voldtaget og myrdet. En 51-årig mand, der boede i den ejendom, hvor liget blev fundet, havde i første omgang nægtet at lade sig teste. Det viste sig imidlertid at han havde samme DNA-profi l som spor på liget, og han blev dømt.

Der sker hele tiden tekniske forbedringer af DNA-analyserne, således at sandsynligheden for at dømme en uskyldig bliver stadig mindre, og det diskuteres stort set ikke længere om man skal bruge DNA-analyser, men derimod om man skal opbygge et register med så mange DNA-profi ler som muligt.

DNA-analyser blev første gang anvendt, da to engelske teenage-piger var blevet voldtaget og myrdet i den engelske landsby Enderby i 1983 og 1986. Spor på ofrene havde samme DNA-profi l. For at finde gerningsmanden blev der taget DNA-prøver på 3.000 mænd fra egnen, men ingen af prøverne svarede til sporene. Ved en tilfældighed opdagede man imidlertid, at to af de afgivne prøver var identiske, og det viste sig, at en mand havde afgivet to prøver; den ene gang var han mødt op i stedet for en ven, der ikke havde tid til at møde op. Da man endelig fik bestemt denne vens DNA-profi l passede den med sporenes.