|
|||||||||||||||
Massemord - eller moderne plejehjemsdrift
Danske plejehjem er sjældent i mediernes søgelys, og plejehjemsassistenter kan som regel færdes i fred for nysgerrige fotografer. Men i oktober 1997 blev der vendt op og ned på hverdagen for plejehjemmet Plejebo på Vesterbro i København, og i særdeleshed for plejehjemsassistent D, der havde ansvaret for en af Plejebos afdelinger. Hun blev anholdt og sigtet for 22 tilfælde af drab på Plejebos patienter. Aviserne fortalte om århundredets drabssag, og deres spisesedler skrev med katastrofetyper om Dødens engel og D for Død.
Sagen var imidlertid ikke så oplagt, for D var ikke pågrebet med en kanyle i hånden og en plejehjemsgang fuld af lig. De mange dødsfald havde fundet sted over en toårig periode, og ingen af dødsfaldene virkede i sig selv mistænkelige. Der var ingen beviser, der direkte forbandt D med dødsfaldene. Der var håndgribelige tegn på mindre uregelmæssigheder på Plejebo: penge, der var forsvundet fra afdødes bankkonti, medicin, der blev tilordnet uden lægetilsyn. Men argumentet bag drabsanklagen var af statistisk natur: I løbet af D's ansættelse (1994-96) var der 44 dødsfald på hendes afdeling, mod 16 dødsfald på naboafdelingen. Begge afdelinger havde 15 værelser, og en gennemgang af Plejebos journaler viste at beboerne på de to afdelinger havde sammenlignelige helbredsforhold.
Denne forskel i dødelighed lyder umiddelbart voldsom. På den anden side er det nemt for forsvaret at så tvivl om lødigheden af argumentet. Lad os forestille os en række plejehjem, der i alt væsentligt er ens, og hvor personalet ikke slår beboerne ihjel. Ren og skær tilfældighed vil betyde, at der er en vis variation i antallet af dødsfald på disse plejehjem, og derfor er der et plejehjem, der tilsyneladende har en højere dødelighed end de andre. Dette plejehjem er ikke farligt at bo på, næste år har det sikkert færre dødsfald end gennemsnittet. Men lige netop i den betragtede periode kommer det til at fremstå som et uhyggeligt sted.
Et simulationseksperiment
Hvis forsvarets argument om tilfældighed skal tilbagevises, må man vide noget om hvor store udsving i dødelighed, der kan forekomme af sig selv. Det vil vi undersøge ved simulation.
I Danmark er der ca. 30.000 plejehjemspladser. Lad os for argumentet skyld lade som om disse plejehjemspladser er fordelt på 2.000 lige store afdelinger af samme størrelse som D's afdeling på Plejebo. Lad os endvidere forestille os, at der på alle disse afdelinger er en vis konstant sandsynlighed p for at der sker et dødsfald på en given dag. Forudsætter man, at der højst sker et dødsfald per dag, vil det forventede antal døde i løbet af en periode på n = 730 dage være n · p. Hvis man går ud fra at naboafdelingen med 16 dødsfald svarer til det normale, vil man estimere p til at være 16/730.
I et eksperiment har vi simuleret antallet af døde på hvert af 2.000 plejehjem i løbet af n = 730 dage, med p = 16/730. Herefter har vi udvalgt plejehjemmet med flest døde. Resultatet af 1.000 gentagelser af dette eksperiment er optegnet i figur 1.
 |
| Figur 1. Opsummering af 1.000 simulationseksperimenter. I hvert eksperiment følges 2.000 plejehjem med 2 afdelinger i n = 730 dage.Hvert plejehjem oplever et dødsfald på en given dag med sandsynlighed p = 16/730. Resultatet af eksperimentet er antallet af døde på det plejehjem, hvor der er sket flest dødsfald. |
Resultatet varierer fra eksperiment til eksperiment, men kommer aldrig i nærheden af 44. Et enkelt eksperiment resulterede i 39 døde på det hårdest ramte plejehjem, men i langt størstedelen af eksperimenterne har det hårdest ramte plejehjem haft mellem 29 og 33 dødsfald. Fortolkningen af dette eksperiment er, at under den givne model for dødsfald på plejehjem, så ville der i hele Danmark ikke ved en tilfældighed opstå en eneste plejehjemsafdeling, der er så hårdt ramt som D's afdeling, om vi så ventede 1.000 perioder af to år! Enten må der være et eller andet rivende galt på Plejebo - eller også er modellen bag eksperimentet urealistisk.
Kritik af eksperimentet
Forsvaret har adskillige muligheder for at angribe simulationseksperimentet. Det nemmeste at tage fat på, er det benyttede p. Dette p var et estimat, baseret på en antagelse om at naboafdelingen var typisk. I virkeligheden er det sikkert den store forskel på de to afdelinger, der er sprunget myndighederne i øjnene, snarere end det er antallet af dødsfald på D's afdeling. I så fald er sandheden om naboetagen nærmere, at der er usædvanligt få dødsfald. I så fald har vi benyttet et for lille p i simuleringseksperimentet.
Vi kan komme denne kritik i møde ved at ændre lidt på eksperimentet. Vi forestiller os de 2.000 plejehjemsafdelinger knyttet sammen to og to i virtuelle plejehjem. Nu opsøger vi det plejehjem, hvor der observeres den største forskel på de to afdelinger. Som resultat af eksperimentet afrapporterer vi denne maksimale forskel.
Dette eksperiment er gennemført 1.000 gange for p = 27/730, en sandsynlighed, der gør begge Plejebo25
Dette eksperiment er gennemført 1.000 gange for p = 27/730, en sandsynlighed, der gør begge Plejeboafdelinger temmelig usædvanlige - D's afdeling dog mere end naboafdelingen. Resultaterne er afbildet på figur 2.
 |
| Figur 2: Opsummering af 1.000 simulationseksperimenter. I hvert eksperiment følges 1.000 plejehjem med 2 afdelinger i n = 730 dage.Hvert plejehjem oplever et dødsfald på en given dag med sandsynlighed p = 27/730. Resultatet af eksperimentet er forskellen på antallet af døde på de to afdelinger, for det plejehjem hvor denne forskel er størst. |
Nu fremstår Plejebosituationen slet ikke som urimelig - faktisk er der i mere end 25 procent af eksperimenterne en større forskel på afdelingerne for det værst ramte plejehjem, end der er på Plejebo. Fortolkningen af eksperimentet er at en situation som Plejebo må forventes at opstå på mindst et dansk plejehjem i løbet af fire observationsperioder af to år.
Denne konklusion er i forsvarets favør. Men eksperimentet er baseret på en værdi af p, der gør begge Plejeboafdelinger atypiske. Næste skridt må være at skaffe et bedre funderet bud på p ved at udnytte information om andre plejehjem. En sådan analyse bliver indviklet, for virkelighedens plejehjem vil ikke have samme p! Store plejehjem vil alt andet lige opleve flere dødsfald end små plejehjem, og man må derfor finde en måde at korrigere p for størrelsen af plejehjemmene.
Så vores undersøgelse om, hvorvidt Plejebosituationen kan forklares ved tilfældighed, munder ud i den karakteristiske statistikerkonklusion: Det kan vi ikke sige noget om på det foreliggende grundlag. Men vi har gjort mere end at lufte vores manglende evne til at tage et standpunkt: vi har præciseret at nøglen til svaret ligger i en grundig undersøgelse af dødsfaldmønsteret, ikke blot på Plejebo, men på alle landets plejehjem. Og dermed har vi peget på en vej til at opnå den ønskede viden.
Plejebosagens forløb
Hvis vi vender tilbage til forløbet af Plejebosagen, så er det klart at statistiske overvejelser ikke i sig selv kan være tilstrækkelige til en domsfældelse. Det ville kræve håndfaste forbindelser mellem D og dødsfaldene.
I første omgang støttede politiet sig til Københavns stadslæge, der havde gennemgået journalerne for de mange dødsfald, og på den baggrund mente, at D havde ydet særdeles aktiv dødshjælp. Stadslægens rapport blev i sagens forløb kritiseret voldsomt. Retslægerådet måtte svare på over 200 kritiske spørgsmål til rapporten (primært fra forsvaret). På baggrund af disse svar, opgav anklagemyndigheden at føre sagen ved retten, og D stod tilbage som frikendt.
Den eneste retlige konsekvens af århundredets drabssag blev, at den privatpraktiserende læge, der var knyttet til Plejebo, fik en bøde på nogle få tusinde kroner for ikke at have overholdt sin tilsynspligt.
